Reminiscens i praksis: Planlæg erindrings-seancer

Project Description

Tal om hvad
der skal til at ske

Det kan været en udfordring få en person med demens til at huske tilbage, men med lidt planlægning er det ikke så svært endda.
Reminiscens er beskrivelsen af at arbejde med planlagte aktiviteter med det formål at styrke livskvaliteten og identiteten hos mennesker med demens.

Der kan i plejesektoren være tendens til at begrænser forestillingen om reminiscens til en metode, som udelukkende kan bruges til at styrke de kognitive funktioner hos personen – det vil sige f.eks. at få borgeren til at “samarbejde” om spisning eller andre mere fysisk prægede aktiviteter.

Men man risikerer dermed også at overse en væsentlig mulighed for at styrke personens livskvalitet.

Eksempler på
anvendt reminiscens i pleje

Det kan godt betale sig for plejepersonale at arbejde med at finde den rette udløsende faktor til brug i plejesituationen og at eksperimentere med, hvordan man omtaler situationer i den personlige hygiejne eller de huslige aktiviteter, så personen med demens er klar over formålet med aktiviteten, og kan gøre brug af sine personlige erfaringer.

Hvis man eksempelvis ønsker at aktivere en person med demens til at hjælpe med borddækningen, kan det være en god idé at indlede med en samtale om, hvad vedkommende plejede at gøre, når der skulle komme gæster.

I sådan en situation skal man kunne veksle mellem planlagte og spontane reminiscensaktiviteter.

Hvis personen ikke umiddelbart kan huske noget om situationen ”at have gæster”, kan erindringerne stimuleres med et billede af en selskabsstue med et veldækket bord.

Planlagt
reminiscens

I denne situation gøres der brug af planlagt reminiscens. Hvis samtalen resulterer i, at personen med demens taler om betydningen af at gøre rent (inden der kommer gæster), skal man forstå at agere spontant og igangsætte bordaftørring – også selv om det strengt taget ikke er nødvendigt.

Chancen for, at man kommer frem til at anbringe til tallerkener og bestik på bordet sammen med personen, er større, hvis man forstår at følge med personen med demens, frem for kun at fokusere på det, som rationelt set er det fornuftigste at gøre.

Det fornuftige
kan være forvirrende

For en person med demens, kan det, som vi andre mener er fornuftigt, i første omgang virke fremmed eller forvirrende for den dementes omgivelser. Og omvendt: Den demente kan have svært ved at forstå det vi andre synes er fornuftigt.

Omgivelserne må altså forsøge at forstå, at det som personen med demens har gang i, måske af personen selv opfattes som det logiske at gøre. Omgivelserne må så forsøge at følge med, og så lige så nænsomt dreje situationen, så man opnår det man gerne vil, f.eks. at få bordet dækket.

Det kan være tidskrævende, men man skal erkende, hvis behov det er, der skal dækkes: Den dementes, eller at vi selv bruger tiden effektivt?

Erindringseffekter

Man kan forsøge at finde gamle ting frem  – enten i personens egne gemmer, eller ved besøg hos marskandisere og på loppemarkeder – og stille dem frem på spisebordet uden i øvrigt at kommentere det.

Idify_pålægsmask_50erne

For personen med demens kan det udløse erindringer, som sætter gang i ikke bare at huske genstanden, men også at “få øje på” at bordet skal dækkes.

Fælles erindring blomstrer

Genstande og billeder fra personens liv kan langsomt få nysgerrigheden til at indfinder sig. Det kan blive til samtaleemner, og at den fælles erindring blomstrer.

At sætte personen i centrum behøver ikke at være vanskeligt, men det kræver at omgivelserne – plejepersonale og pårørende – er åbne for en hverdag, som ikke altid er rationel set i vores optik.


 

Kilde: Socialstyrelsen

Project Details

  • Date december 26, 2014
  • Tags #AktivLivshistorie, Familie, Livserfaring
Back to Top